”Lyt til videnskaben,” siger Greta Thunberg. Men det er ikke nok at lytte. Vi må også FORSTÅ for at handle.
Vi mennesker har en kolossal viden om vores egen verden. Vi ved ’alt’ om politik, økonomi, jura, kultur, teknologi og en hel masse andet. Til gengæld er mængden af uvidenhed om naturen enorm. Fysik, kemi, biologi, geologi etc. er for de fleste sort snak. Vi bliver handlingslammede, når naturens love viser, at de er stærkere end vores. Klimaklog.dk vil give naturlæren et comeback – fordi det er nødvendigt.
Jeg nægter at tro, at vores nuværende kurs mod tilintetgørelse af vores egen art og måske endda hele kloden, skyldes ond vilje. At politikere, medier, organisationer og virksomheder ikke handler på en advarsel, der er så tydelig som dén, der kom i den seneste rapport fra FN’s klimapanel, IPCC, kan kun skyldes uvidenhed om, hvad der faktisk står i rapporten, og om, hvad rapporten kræver af os.
Der skal øjeblikkelig handling til. Vores hus står i brand, og vi nedsætter et udvalg for at diskutere, om vi skal ringe efter brandvæsenet eller ej, for nu at misbruge Greta Thunbergs ord endnu en gang.
Naturvidenskab bliver til religion – eller fransk
Hvorfor handler vi ikke? Det er jo idiotisk. Det skyldes, at vi blot gør, som Greta siger. Vi lytter skam til videnskaben. Vi lytter, men vi forstår den ikke. Når vi bare lytter uden at forstå helt, HVORDAN vi skal handle, og HVORFOR vi skal gøre det, så bliver videnskaben til en religion. En tro. Ligesom de ti bud. Vi bruger buddene, fordi de er praktiske i dagligdagen. De sparer mennesker for en masse bøvl, men de kan gradbøjes og svækkes, hvis det er opportunt.
Sådan er naturen ikke. Den styres af love, der er ubønhørlige og faste. Og som slår hårdt tilbage, hvis du tror, du kan bøje dem.
Mennesket har en hundredårig tradition for at opbygge og bruge viden om sig selv. De fleste fag i skolen handler om os selv og vores verden. Og vi glemmer ikke, hvad vi lærer – ganske enkelt fordi vi er nødt til at bruge vores viden hver dag for at kunne leve i vores samfund.
Men ’naturlæren’ og de fag, den består af, glemmer langt de fleste af os. Naturen og læren om de love, der styrer den, overlader vi til ’videnskaben’. Naturen er uden for os selv. Vi lever ikke i den. Naturlære bliver ikke brugt til noget! Vi klarer os fint i dagligdagen uden naturen, og så sker der dét med naturlære, som også sker med vores skolefransk. Den viden, vi har haft, bliver ikke brugt og udviskes fra hukommelsen.
Vi må forstå sammenhængen
At bringe naturlæren tilbage i rampelyset er én del af min mission med Klimaklog.dk. Klimaet er kompliceret, men den underliggende fysik, kemi og biologi er jo blot varmelære, energibevarelse mv., som er pensum i 8.-9. klasse. Og selv om fotosyntesen er kompliceret, er det meget simple molekyler, der kommer ind i og ud af processen.
De regler, livet spiller efter, er faste og ubøjelige. Naturen fastsætter reglerne og er også dommer i spillet. Og der er ikke mulighed for at ændre naturlovenes kendelser ved hjælp af ’VAR’ eller appel til en højere instans, for nu at fortsætte med sportsklicheerne.
Problemet er, at vi spiller efter vores egne regler på naturens bane. Vores løsninger er politik, økonomi, teknologi og alt det andet, som vi forstår så godt. Men hvis vi foreslår løsninger, som strider mod naturlovene, så vil vi altid tabe. Og taber… dét gør vi i stor stil netop nu, hvis vi tror, at el-biler, fremtidige tekniske fix, lidt mindre flyvning, nogle atomkraftværker eller en kødløs dag om ugen er nok til at hjælpe os mod de kolossale problemer, vi har skabt for os selv.
Vores erfaringer strider mod fakta
Vi har fået fortalt af videnskaben, at to graders temperaturstigning betyder katastrofale klimaomvæltninger. Men vi forstår det ikke. Vi mærker ikke større forskel på, om der er 15 eller 17 grader og reagerer ikke, som om vores hus brænder. Vi lugter ikke røg og ser ingen flammer.
Hvis man ved, at varm luft kan indeholde langt mere vand end kold luft, at det er vandet, der skaber storme og uvejr, og at der findes så utroligt meget luft, så får man en fornemmelse for, at to graders temperaturstigning er rigtig, rigtig meget. Det ikke raketvidenskab og kræver ikke viden om lavtryk, solindfald og jetstrømme. Med et minimum af viden om verden omkring os, lader vi os ikke så let snyde af, at vores erfaring og vores sanser fortæller os, at to graders forskel er ’lidt’…
Med et minimum af viden om verden omkring os, kan vi få øje på branden i huset og gøre, som videnskaben siger – ikke fordi vi lytter, men fordi vi forstår!
Opslagsværk om klimaløsninger
Det er naturligvis meningsløst at forstå, hvorfor du skal gøre noget, uden også at vide, HVAD du kan og skal gøre. Derfor er løsninger, gode eksempler og erfaringer (fra menneskets verden) også en væsentlig brik i klimaspillet. Det er i dette krydsfelt mellem ’naturlære’ og ’løsninger’, at du vil finde Klimaklog.dk for eftertiden.
De lange ’videnskabelige’ artikler, som er en arbejdsskade fra års virke som videnskabsjournalist, vil der komme lidt færre af. Til gengæld vil der komme flere, hyppigere og kortere artikler, og jeg vil bestræbe mig på, at løsningerne kommer med, hver gang det er muligt. Artiklerne starter nu med et resumé, så du ikke behøver at læse hele smøren hver gang.
Min holdning er stadig, at viden er afgørende for vores fremtid. Men viden skal kunne findes frem. Derfor er layout og funktioner på Klimaklog.dk ændret. Der er nu tydelige emneord over artiklerne, og det skulle være overkommeligt at finde frem til de oplysninger og historier, du har brug for.
Jeg ved, at mange af Klimaklogs følgere har samme dagsorden som jeg, og jeg kan ikke formidle klimaviden og løsninger uden jeres hjælp! Hvis du er kommet så langt i teksten, tror jeg, at klimaet er vigtigt for dig. Jeg vil derfor bede dig om at gå tilbage til forsiden af Klimaklog.dk. Her finder du tre nye bokse i spalten til højre:
Ris & ros
Feedback og gode ideer er alfa og omega, når man kommunikerer. Hjælp mig med at bruge denne simple mulighed for dialog. Nogle af de ’gamle’ artikler er forældede og/eller dårlige. Jeg opdaterer, når der er tid – men hjælp mig gerne med at gøre opmærksom på fejl, sprogbøffer og forældede fakta.
Tilmeld Nyhedsbrev
Hvis du ikke allerede er tilmeldt nyhedsbrevene, så gør det gerne nu. Så får du et praj i din indbakke, hver gang der er nyt på Klimaklog.dk. Læs og del meget gerne, hvis du kan lide det du ser! Viden skal deles. Det er ligesom kærlighed – jo mere den deles, jo mere bliver der af den… Artiklerne kan også deles fra hjemmesiden blot ved et tryk på en knap.
Facebook
Alt hvad der sker på Klimaklog.dk spejles på Klimaklogs Facebookside. Her uploades jævnlig også andre klimahistorier, som jeg synes er vigtige. Så hvis du er på Facebook, er det en god idé at ’like’ FB-siden også. Del og kommentér meget gerne opslagene på FB!
Kærlig hilsen Gordon, Sciencejournalist.dk og Klimaklog.dk
Viden er som kærlighed. Når du deler den, bliver der ikke mindre til dig, men mere…!